Uge 13 og lidt fra hjertet

Er "back on track" med ugerne, og har regent mig frem til, at min 13. uge netop er afsluttet. Og hold da op hvor er der efterhånden sket mange ting, så vil lige starte med en kort opdatering af hvad jeg har lavet de sidste par dage.
Lørdag var jeg med min nye familie til fødselsdag, og det var helt fantastisk at møde så mange skønne mennesker - igen. Havde mødt en del af dem til Rafaels Farewell party inden han tog til Tyskland, men det var stadig en sand fornøjelse. Brasilianske fester er altså noget for sig selv, og skal opleves!

Søndag tog min værtssøster og hendes kæreste mig med ud og cykle. Ja, jeg ved det lyder underligt da det jo ikke er noget man sådan skal arrangere i Danmark, da cykel er et ganske brugt transportmiddel, men her i Brasilien er det altså ikke noget man bruger særlig meget. Så hver søndag har Bradesco (hvor min værtsmor i øvrigt arbejder) sørget for at den ene vejbane i mange af de små byer, som ligger omkring Sao Paulo, bliver reserveret til cyklister. Derudover lejer de også cykler ud mellem 9 og 15, og vejene er afspærret mellem 7 og 16. Lidt af en oplevelse, men også dejligt at komme op på jernhesten (som Lars ville have sagt det) efter 3 måneder.

I går, Tirsdag, blev jeg af nogle af de andre udvekslingsstudenter inviteret med på museum i Paulista. Egentlig noget virkelig flot kunst, men det bliver altså bare kedeligt i længden. Så vi besluttede os for at finde et sted vi kunne få lidt at spise, og endte med at have en virkelig hyggelig dag og aften. Jeg blev inviteret mens jeg var i skole, og tænkte at jeg ville skynde mig at spørge om det var ok med min værtsfamilie. Jeg må indrømme at jeg ikke regnede med at få lov, da det altså var ret sent at spørge (klokken var 12:30 da jeg blev inviteret, og vi skulle mødes kl 15:00). Og noget overrasket blev jeg da min værtsmor skrev at det var bare helt ok, og at jeg måtte hygge mig. Jeg undrede mig så over at hun ikke sagde noget om hvornår jeg skulle være hjemme, så det måtte jeg også hellere lige spørge om. Igen, ikke de helt store forventninger. Og igen, en noget overrasket Cathrine, da jeg fik svaret at det bare ikke skulle være alt for sent. Så afsted til Sao Paulo centrum med et stort smil!
Omkring kl 19:30 ringede min værtsmor så, og jeg tænkte at hun sikkert var sur fordi det var blevet for sent. Men hun ville blot lige høre om jeg hyggede mig, og da jeg sagde ja, svarede hun bare "Godt, så ses vi senere."
Jeg tog fra Paulista omkring 21.30, da jeg ikke ville gå selv - Sao Paulo er altså en storby, og Paulista er centrum. Metro stationerne er ikke det sikreste sted at befinde sig om aftenen, heller ikke på en tirsdag, og da slet ikke når man er blond, har lang sort kjole på og bærer rundt på en stor taske. Så jeg ventede og fulgtes med de andre. Jeg havde bare ikke lige taget højde for at det ville tage godt halvanden time at komme tilbage til Bussocaba, da jeg skulle med 2x metro, tog OG bus. Så jeg var hammer nervøs for at min familie ville være ret sure på mig. Det var de ikke, og min værtsmor kom gerne og hentede mig ved bussen kl 23:15. Så jeg havde altså en helt fantastisk dag, med en masse godt humør!
Vil til denne her skønne dag lige tilføje lidt mere skønhed; Jeg fulgtes med to brasilianere fra min Rotary klub hjem, da de skulle med samme tog som mig, og bare skulle af stationen efter. Vi snakkede i toget lidt om at jeg skulle med bussen alene, at det var min første bustur alene til mit nye hjem, at jeg altså på ingen måde kan gå for at være brasilianer osv. Selvfølgelig på engelsk, hvilket var fint da næsten ingen her kan engelsk. Da vi så nåede Osasco station sagde jeg farvel, og gik ud. På trapperne på stationen kom den her unge mand (han var vel først i 20'erne) hen til mig og så gik det ellers lød på flydende engelsk: "Jeg kunne ikke undgå at høre hvad du snakkede med dine veninder om i toget, og er det virkelig rigtigt at du skal tage bussen alene på denne tid? Hvis du ikke er 100% tryg ved at skulle vente på bussen, så vil jeg altså gerne vente med dig. Jeg har alligevel ikke flere planer for i dag." Jeg må indrømme at jeg var en smule skeptisk, men som sagt så var det på flydende engelsk, og da det er ret sjældent at høre her, valgte jeg at stole på ham. Hvilket var et godt valg. Han fulgte mig hen til bussen, og ventede sammen med mig i 15 minutter før den kom. Vi havde os en rigtig hyggelig snak, og han var meget interesseret i både mit ophold her, og Danmark. Jeg er virkelig ked af at jeg sandsynligvis ikke møder ham igen, da han var virkelig flik og hjælpsom. Men det var, for mig, en perfekt afslutning, på er ganske herlig dag. Tak til de gode mennesker som stadig er til at finde rundt omkring!

En tur på Starbuck blev det til, mens jeg ventede på at skulle møde de andre på museet. Normalt synes jeg at Starbucks er fyld med teenagere, men her var det altså kun forretningsmænd som havde frokostpause.

Fik kun lige tage disse to billeder på MASP, da man ikke måtte tage billeder. Men flot var det, og der var faktisk et maleri af en dansker.

Som jeg gik og troede at min dag ikke kunne blive bedre, modtager jeg en lille hilsen fra min højt elskede veninde Lise: "Det gør helt ondt.... Så meget jeg savner dig, det kan til gengæld heller ikke beskrives hvor meget jeg glæder mig til, at du kommer hjem igen! Har lyst til at slå billeder op, eller statusser op hver dag! Bare for at minde alle andre, dig og mig selv om det. At det bedste man har er så langt væk, så længe er svært at håndtere. Men at når vi snakker, har alt for lidt tid, og alt for meget at snakke om, det betyder også vi intet har at blive trætte af. Problemer kan være alle steder, selv i Brasilien (desværre), men jeg er her stadig 10000% for dig, og der ved du! Glæder mig altid til at høre fra dig. Alle de ting vi skal lave når du kommer hjem, dem ved vi jo godt begge to, der går længe før vi får det hele nået haha. Men så er du til gengæld hjemme, og forlader mig ikke igen -Så tid er der masser af! Jeg elsker dig af hele mit hjerte og ønsker dig igen, alt held og lykke nede i brasilienland og at du må have det fedt for os begge, nu når jeg ikke kan komme - kun en lille reminder herfra, ses"Du er den bedste, og jeg savner dig så frygtelig meget!

Modtog også dette billede fra mine favorit personer - I er altså bare for herlige! Tak fordi I er Jer! Den bedste bror jeg kunne ønske mig, og den bedste veninde i verden!
Mange af I skønne mennesker som læser mig blog, er jeg nok venner med på Facebook - hvilket betyder at I har læst min seneste status. Det betyder også at I let og elegant kan springe over dette, da jeg vil dele det på min blog alligevel. Egentlig er der her det hører hjemme, men jeg var for doven til at opdatere.Har nu passeret de første 3 måneder her i Brasilien, og hold nu op hvor går tiden både hurtigt og langsomt på samme tid. Min rejse har indtil videre været fyldt med både gode og dårlige dage - dage hvor jeg har villet blive her for evigt, og dage hvor jeg havde mest lyst til at ringe til mine elskede forældre og bede dem få mig på det første fly hjem. Men når alt kommer til alt ville jeg ikke bytte denne her fantastiske mulighed for noget andet i verden! Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, og oplevet de vildeste og smukkeste ting. Den har rejse har allerede nu lært mig hvem jeg kan stole på og regne med, og hvem jeg ikke kan. Jeg er flyttet familie, og bor lige nu hos nogen som egentlig har nok at se til, men som hellere end gerne ville lade mig bo hos dem - nogle mennesker som støtter mig, og som for altid vil være i mit hjerte! 1000 mange tak til mine forældre, som har giver mig denne fantastiske mulighed - en mulighed for at opleve verden på en måden som kun ganske få får mulighed for. Til mine skønne søskende, venner og veninder, som støtter mig når jeg har det svært, og er glade på mine vegne når jeg har det godt. Tak til alle de mennesker som stadig er her for mig, og som stadig vil være der når jeg kommer hjem, og til alle de mennesker her i Brasilien, som jeg vil savne utrolig meget når det engang i Juli bliver min tur til at tage hjem.Lidt mere om min nye familie: Jeg flyttede, som skrevet i sidste indlæg, familie sidste onsdag, da tingene bare ikke fungerede med dem gamle. Det er nogle helt fantastiske mennesker, men jeg passer bare ikke ind i familien. Og så vidt jeg ved var vi enige om det. Jeg bor nu hos min klubs præsident, hans kone og deres 17-årige datter. Og dejlige hund, naturligvis. Selvom der har været lidt udfordring med sproget, og de i forvejen har nok at se til, har de taget helt fantastisk imod mig. Allerede i løbet af de første dage er jeg faldet godt tilrette, og synes selv at den her familie er et meget bedre match. Jeg har jo en ret stor familie i Danmark, hvilket også betyder en masse frihed - og det kunne jeg ikke få hos min gamle familie. Det kan jeg nu, og det sætter jeg så ufatteligt meget pris på! Jeg har en ide om at det kan være fordi min gamle familie har yngre børn (8 og 17) og min nye har ældre børn (17 og 20). Men hvad ved jeg? I hvert fald er jeg rigtig glad for at bo hos dem, og er egentlig en smule ked af at skulle flytte allerede først i Januar. Men det er jeg altså nødt til, da de skal have en dreng fra Australien boende. Jeg vil lige sende en lille hilsen til min kære Oldemor, som på fredag fylder 92. Kæmpe stort tillykke hele vejen fra Brasilien. Jeg har hørt en lille fugl synge om at du får besøg af min mor og Lars, og jeg håber de har lidt godt med til dig, selvom du helt sikkert ikke ønsker dig noget. En gang fjerning af spindelvæv slår jo heller aldrig fejl. Om ikke andet ved jeg at du får lidt at læse. Jeg håber du har det rigtig dejligt, og du skal vide at jeg tænker meget på dig. Godt jeg har min mor til at opdatere lidt. Jeg sender dig en kæmpe krammer (den kan du udløse hos mor), og så selvfølgelig en masse kærlighed. Jeg elsker dig, kram.

I hvert fald så har jeg det intet mindre end fantastisk lige pt. - og sådan håber jeg det fortsætter!Cathrine